Trædesten

PDF til udskrivning

Når jeg forestiller mig min bedring, når jeg lukker øjnene og lader udviklingen komme op til overfladen, ser jeg for mig en simpel graf, der afslører en genkendelig vinkel. Den starter fra en central akse og fortsætter støt i 45 grader. Altid stigende. 

Grafen afslører en række forsøg på at overvinde forhindringer. Dokumenterer en række hårdt tilkæmpede løsninger. Nogle fungerede i et stykke tid og blev så svagere. Andre gav en varig indsigt, et velbefindende, som kom til at definere mit liv. Uanset hvilken kategori de faldt i, set som en sekvens, har disse prøvelser guidet mig på en målrettet vej. En formation af trin, jeg kan regne med.

*

Traumer og ensomhed flettede sig ind i min barndom og skabte knuder af forvirring og nød. Jeg var så ung, at jeg ikke havde redskaberne til at kommunikere, til at konfrontere den frygt og stress, der prægede de år. Den tvangsadfærd, der fulgte, var i virkeligheden et forsøg på at gøre tingene håndterbare, at overleve en uudholdelig situation. De blomstrede i en atmosfære af isolation og trivedes på dunkle steder som en fejlfortolket kilde til lys. 

Som lille barn udviklede jeg en overvældende frygt for mørket og tilbragte mange vågne nætter ved siden af min uvidende søskende. Jeg omgav mig med udstoppede dyr og skabte et beskyttende kammeratskab.

Jeg skiftede mine ledsagere ud hver aften og sørgede for, at alle fik deres tur ved min side. Ingen blev holdt udenfor. Ingen var privilegeret. Ingen blev ladt i stikken.

Med tiden følte jeg mig kvalt af deres stigende antal. Min seng var blevet overfyldt. Der var ikke mere plads til mig. Deres tilstedeværelse gav ikke længere trøst, men øgede mit ubehag. Min løsning virkede, indtil den ikke længere virkede.

*

Så dukkede der en anden løsning op. Jeg begyndte at spille musik i en meget ung alder. Jeg blev anerkendt for mine evner. Musik har altid været min mest behagelige form for selvudfoldelse. Ikke desto mindre kunne den ikke erstatte mit overvældende behov for at udvikle en artikuleret stemme. Jeg længtes efter entydige ord, der kunne udtrykke min komplekse virkelighed, mit virvar af tanker. Ord, der kunne udtrykke modgang og min mission om at overvinde den. 

Efterhånden som jeg gjorde fremskridt i mine musikstudier, blev det også tydeligt, at det fremherskende kriterium var perfektion, hvilket udløste en tvangspræget tilgang til min øvning. Uanset hvor meget jeg øvede, virkede det aldrig nok. Det holdt op med at fungere som en løsning, gav ikke længere trøst.

*

I de tidlige ungdomsår fandt min tvangsadfærd et andet fokus. Jeg blev mere og mere ængstelig og bange for fremtiden og for at blive voksen. Jeg følte, at jeg ikke havde nogen guide, ingen positiv indflydelse, der kunne skinne et lys på min vej. Jeg foretrak verden, som jeg kendte den, i stedet for at vove mig ud på ukendt territorium uden et kort. Jeg udviklede en spiseforstyrrelse i et forsøg på at standse min fysiske udvikling, at undslippe det, der syntes at være uundgåeligt. 

På det tidspunkt var min særlige spiseforstyrrelse ikke noget, man talte meget om. Jeg troede, at det var min personlige løsning på min specifikke situation. En måde at leve uden for reglerne på. At hævde en vis kontrol, om end opdigtet, over det, der var blevet ved med at være uhåndterligt.

Det tog mig mere end ti år at anerkende min sygdom som et problem. At indse, at andre havde fundet den samme forvrængede løsning. 

Ved en række tilfældige møder opdagede jeg et fællesskab for spiseforstyrrede. Jeg fandt et fællesskab, der delte mine bekymringer. På den mindste måde følte jeg mig forvandlet, min vej blev lettere. Jeg begyndte at slippe ansvaret for at tage alt i mine egne hænder og indså, at det ikke var mig, der skulle fikse alt. Ved at dele på møderne indledte jeg min rejse mod at genvinde min stemme.

Jeg kom til at anerkende en højere magt, min første i en evolution af højere magter. Jeg erkendte, at ubetinget accept fra min højere magt er en fødselsret, ikke et privilegium. 

Jeg skrev om min forvandling og forestillede mig selv på en heltemodig rejse. Jeg rejste gennem problemer i håbet om en lysere fremtid. En hovedperson i en episk tradition. Min bedring blev afspejlet i mine skriverier fra dengang, skriverier, der tog form af allegorier. Især én historie skildrede min søgen, Den glemsomme mand.

Der var engang en mand med en meget dårlig hukommelse.

En dag gik han til lægen og sagde: "Doktor, jeg har efterhånden levet i mange år, men jeg synes aldrig, at jeg lærer af mine fejl. Jeg løber ind i det samme problem uden at kunne huske tidligere løsninger." 

Lægen bad ham om at købe en simpel notesbog og vende tilbage ugen efter.

Den næste uge vendte den glemsomme mand tilbage med sin nye notesbog. Lægen foreslog, at han skrev sine hverdagsoplevelser ned i detaljer og vendte tilbage i næste uge. Den glemsomme mand indvilligede, og sessionen sluttede. Hvad han ikke fortalte lægen var, at han ikke vidste, hvordan man skrev, eller for at være ærlig, at han havde glemt det. 

Det hele startede i det sene forår, da den glemsomme mand befandt sig midt i et mærkeligt smukt øjeblik. Blomster blomstrede, og æsler græssede i det høje, svajende græs. Luften fyldte ham helt igennem. Han kunne ikke se, hvor hans fingre sluttede, og eftermiddagen begyndte. 

Han frygtede at miste sin nyvundne lethed til sine dybere, mørkere frygt og tog desperat sin notesbog frem. Han rev en blank side ud, holdt den højt over hovedet på himlen med udsigt over dalen og foldede den hurtigt sammen, så den var lille nok til at kunne være i hans lomme. Da han kom hjem, lagde han det foldede ark i en skotøjsæske under sin seng. Den nat følte han sig mere sikker, mens han sov.

Et par dage senere ringede hans mor til ham. Han havde glemt sin bedstemors fødselsdag og var den eneste, der ikke var mødt op til festen. Den glemsomme mand sendte straks sin bedstemor femogfirs gule roser. "Hvor mange gange er disse blomster ikke blevet sendt, og jeg bliver ved med at glemme det!" råbte han og dækkede sit ansigt med hænderne. 

Uden at tænke over det rev han endnu en side ud af sin notesbog og udsatte den forsigtigt for den mørke, lukkede luft i sit lille værelse, foldede den, først i halvdele, så fjerdedele, så ottendedele, lagde den i skotøjsæsken og faldt i søvn. Om morgenen havde han lidt ondt i hovedet, men han havde glemt æsken under sengen.

Den glemsomme mand fortsatte med at samle både glædelige og nedslående begivenheder fra sit liv og gemte dem alle under sin seng uden at bemærke, at han var blevet en slags samler. Endelig en dag, da han havde allermest brug for det, indså han det. 

Det var en kort dag midt i februar. Solen var allerede begyndt at gå ned, da den glemsomme mand befandt sig i en del af byen, som han ikke kendte før. Han forsøgte at følge gadeskiltene, men de var skrevet på et fremmed sprog med ulæselige bogstaver, der førte ham i cirkler, dybere og dybere ind i forvirringen. Gaderne snoede sig som slanger under den lette regn. Han havde glemt sin paraply.

Timer senere, efter tilsyneladende endeløse prøvelser, kom han hjem. Da han åbnede døren til sin etværelses lejlighed, hvirvlede alting rundt i nyhed. Han så ting, som om han aldrig havde set dem før: det sarte blomsterprint på hans falmede gardin, det gyldne design på billedrammen, vandhanens kurve, mens den holdt den sidste dråbe vand i åndeløs suspension, og den grå papkasse under hans lille uredte seng. 

Han trak den støvede æske ud og fandt den fyldt med foldede papirark. Og så huskede han det.

Han foldede de gulnede sider ud og hængte hver enkelt op på tørresnoren på tværs af sit værelse. Langsomt, men sikkert, begyndte billeder at dukke op: et æsel, der brølede i vinden, femogfirs gule roser, en ternet paraply, men lige så langsomt, som hvert minde åbenbarede sig, lige så langsomt flygtede det, løb ned ad papiret og dryppede i levende farver ned på gulvet. 

Endnu en gang hang siderne tomme, men en flimrende sø var tilbage, smuk og blå, midt i hans værelse. Hver morgen nød manden at vade gennem dens vand, og ofte stod han roligt midt i den.

Til sidst, efter mange møder og opsøgende samtaler, efter megen meditation og refleksion, fandt jeg afholdenhed. Eller den fandt mig. Da jeg mindst ventede det, stadig dybt inde i mine kampe, blev min tvang ophævet. 

Jeg lærte, at min spiseforstyrrelse ikke var en personlig løsning på min specifikke situation, men en livstruende afhængighed. Mens min bevidsthed blev udvidet, forsøgte jeg aldrig at arbejde metodisk med trinene. Jeg fortsatte med at arbejde uden for boksen. Bange for faste regler eller procedurer. Resultatet var, at visse nøgleelementer, som udløste min afhængighed, ikke blev adresseret. 

*

Kort tid efter at jeg fandt afholdenhed, begyndte smukke ting at fylde mit liv. Jeg mødte min nuværende partner, og vi stiftede familie. Vi flyttede til et andet land, til en afsidesliggende landsby uden tolvtrinsprogrammer, eller i hvert fald ingen, som jeg følte var tilstrækkeligt anonyme. Jeg fokuserede på min Qigong- og siddende meditationspraksis, både ubevægelige og bevægelige øvelser. Jeg læste tolvtrinslitteratur, men fokuserede også på litteratur foreslået af min meditationslærer og fandt mange forbindelser mellem min meditationspraksis og min udvikling.

*

Blandt de Qigong-øvelser, jeg praktiserede, var det de gående og stående meditationer, der viste sig at være uvurderlige. 

Gangmeditationerne omfatter gang frem og tilbage med varierede armbevægelser og bevidste vejrtrækningsmønstre. Hensigten er at være vidne til stilheden midt i bevægelsen. 

De stående meditationer forudsætter specifikke stillinger, også med bevidste åndedrætsmønstre. Hensigten er at observere bevægelsen i stilhed.

*

I min siddende meditationspraksis har det mest afslørende været en følelse af at blive venner med mig selv. Ved at iagttage mine tankers bevægelser og skabe en velkendt bevidsthed om mine indre fortællinger begyndte jeg at udvikle en mere standhaftig og tolerant værdsættelse af mig selv, når jeg oplevede mit livs forskellige kampe midt i uforudsigelige, almindelige oplevelser. 

Denne bevidsthed mindskede efterhånden min indre snak og skabte mere plads. Jeg var i stand til at indarbejde meditationsteknikker i løbet af min dag. Væve mig gennem møder og fejltagelser. Finde stilhed i de aktiviteter, der definerede mit liv. Gradvist at genkende vanemæssige reaktions- og handlingsmønstre. 

Meditation viste sig at være en transformativ proces, der såede frøene til en dyb følelse af selvloyalitet og tillid. Jeg kunne begynde at dekonstruere mine destruktive fortællinger og observere, hvad der tidligere havde blændet mig. At begynde at give slip på den underliggende frygt. 

*

Min voksende familie spredte min tvangsprægede adfærd yderligere og forankrede mig i nuet ved hjælp af øjeblikkets ubestridelige nødvendigheder. 

Jeg underviste mine børn fra folkeskolen til gymnasiet. Det var en øvelse i udholdenhed. I tålmodighed. En øvelse i at anerkende, hvad der virker, indtil det holder op med at virke. Ikke længere er produktivt. Når en løsning er relevant for ét barn, men kommer til kort i forhold til et andet barns behov.

Igen blev denne proces hjulpet på vej af de værktøjer, jeg havde samlet i min recovery. Lag af erfaringer. En evne til at sætte farten ned og lytte til en vejledende stemme ud over min egen. En proces, der blev lettet af en dyb følelse af påskønnelse og gensidig tillid.

*

Internettet kom ind i mit liv, da jeg var næsten fyrre år gammel. Det var en velsignelse, for det befriede mig fra en voksende fremmedgørelse fra venner og familie. Fra min by, mit land.

I starten var min brug begrænset af dårlig service og dyre timeplaner. Det blev primært defineret af e-mails til mine syge forældre, da min mor var blevet syg, og prognosen ikke var gunstig. Det gav mig mulighed for at ændre mit fravær. At gøre min tilstedeværelse mærkbar, uanset den fysiske afstand.

Som tiden gik, blev mit forbrug ved med at være begrænset. Det var først, da min ældste søgte ind på college, at jeg oplevede, at min brug af teknologi eskalerede. Ansøgningerne og formularerne til økonomisk støtte var endeløse. Min mission om at finde det "perfekte match" optog hele min dag. 

Jeg ville dog ikke betragte mit tech-brug som tvangspræget, før mine børn tog i skole, til et andet land, til uforudsete omstændigheder.

Jeg begyndte at tjekke mine beskeder dag og nat i tilfælde af, at de havde brug for mig. For at sikre mig, at de var i sikkerhed. Jeg brugte mine dage på at læse og lytte til nyheder. Det var af to hovedårsager: for at forbinde mig med en bredere vision af verden, en verden, hvor mine børn havde slået sig ned, og for at fylde den uvante stilhed i mit hjem. For at holde mig med selskab.

Efter at have læst de daglige nyheder fra forskellige kilder, lyttede jeg, mens jeg arbejdede. Jeg lyttede, mens jeg lavede mad. Jeg lyttede, mens jeg gjorde rent. Jeg lyttede, mens jeg sov. Indtil der ikke var plads til mig.

I de senere år, da nyhederne udviklede sig usikkert, konflikter overvældede overskrifterne, grundlæggende principper i mit liv blev truet, søgte jeg efter sandheden online som et orakel, som om det kunne give mig det manglende link, hvor alt ville være i orden. Jeg afkodede nyhederne som en personlig besked. Som om det var en længe ventet udvej. Som en konkret løsning på et eksistentielt og udefineret mysterium.

Det viste sig blot at være en distraktion. Der var ingen enkel løsning på min søgen. Det, jeg søgte efter, undslap mig. 

Jeg nåede bunden, da nyhederne blev mere og mere intense. Nåede sit eget ubestridelige klimaks. Jeg følte mig klistret til de kilder og ordforråd, nyhedsværter, som jeg var kommet til at kende, og som jeg forestillede mig, kendte mig. Jeg søgte konstant på internettet efter et muligt svar, en løsning på forvirringen over tingenes tilstand, indtil jeg mistede synet.

Jeg begyndte at se dobbelt, lodret. Jeg kunne ikke gå. Jeg havde svært ved at spise, medmindre jeg lukkede øjnene. Jeg gik i panik og troede, at jeg havde en uhelbredelig genetisk sygdom, en sygdom, der findes i min familie. 

Endelig fik jeg et godt råd fra en traditionel healer. Alternative behandlinger. Øjenøvelser. Da jeg lavede øvelserne, indså jeg, hvor begrænset min bevægelsesfrihed var blevet. Mine øjne var begrænset til korte afstande, begrænset til frontalt syn snarere end perifert. 

Det var ulogisk, at jeg konstant var fokuseret på verdensbegivenheder og udelukkede dem omkring mig eller min nuværende virkelighed, men alligevel var mit syn begrænset til de mest umiddelbare områder, en selvpålagt begrænsning, en begrænsning pålagt af min teknologiafhængighed.

Selvom jeg ikke led af den genetiske sygdom, jeg frygtede, havde jeg en sygdom, der skulle tages hånd om. Jeg erkendte, at jeg efter unødvendig og tvangsmæssig brug af teknologi oplevede den samme lette kvalme, som jeg havde oplevet med min tidligere afhængighed. Det signalerede et behov. Det tvang mig til at huske. At genfinde de gamle værktøjer. 

Jeg vidste, at mit liv var uoverskueligt. Jeg vidste, hvad jeg skulle gøre, men det krævede noget research. Nogle indledende fejltrin, før jeg fandt ITAA-rummene.

*

Der er to store forskelle i min bedring denne gang.

1. Jeg arbejder med trinene hver dag.
2. Jeg lærte at bede.

Til at begynde med holdt jeg det enkelt. At deltage i 90 møder på 90 dage. Lytte og dele.

Efter de første 90 dage deltog jeg i en trinworkshop, og kort efter deltog jeg i endnu en. Trinarbejdet var ekstremt svært for mig. Det handlede ikke så meget om afholdenhed, men mere om dyb bedring. At spore, hvad der førte mig til min afhængighed, og se dens konsekvenser i mine daglige handlinger eller mangel på handling. 

Jeg har set nærmere på begrebet "at gøre det godt igen". Jeg har behandlet det med kreativitet og medfølelse. Skabte sikre rum til at iscenesætte genforeninger. Når et møde ikke var sikkert tænkeligt, forestillede jeg mig lignende situationer, fremtidige situationer, og hvordan jeg kunne vælge at udspille dem på en velvillig måde. Jeg søgte en frugtbar jord, hvor jeg kunne starte på en frisk uden at risikere at skade andre eller mig selv yderligere. Jeg begyndte også at arbejde med måder at gøre det godt igen over for dem, der ikke længere er blandt os.

Efter kort tid i programmet blev min trang til at bruge min bundlinje: at lytte, læse eller se nyheder ophævet.

Min opfattelse af min højere magt udviklede sig også. Jeg forestiller mig nu et team af højere magter, der minder meget om de forskellige medlemmer i ITAA-rummene. Hver med en bemærkelsesværdig evne, en dedikeret og unik gave. Hvis jeg bare husker det. Hvis jeg bare finder ydmygheden til at bede om hjælp.

Mens min meditationspraksis var modnet, indså jeg, at jeg faktisk aldrig havde fået tillid til bøn. Jeg havde brug for at fokusere på bøn med en tilgang, der afspejlede min udviklende spiritualitet. Henvende mig til en venligere, mere empatisk kilde til visdom. 

Jeg har skrevet mine egne enkle bønner til de dage, hvor de spontane ord mangler. Den følgende bøn er en, jeg ofte vender tilbage til:

Må jeg gå en fredelig vej.
Må tvangstanker forsvinde fra mit sind
Som tåge fra stille vand.
Må jeg forbinde mig med mine omgivelser
Med dem, der omgiver mig.

Må vores familie opleve velvære
Uanset hvad vi vælger at gøre
Uanset hvor vi vælger at være
Uanset hvem vi vælger at være sammen med.
Må vores kærlighed udholde afstand. Misforståelse.

Må vores haver fortsætte med at blomstre.
Vores kroppe fortsætter med at trives.
Må vores lidelser
Være gennemsigtig i sin undervisning
Anerkendelse af din visdom
Med mod og sindsro.

*

Nogle gange har jeg stadig brug for at blive mindet om det.

Jeg skaber altre på strategiske steder, altre uden religiøst tilhørsforhold. Det er blot symbolske genstande, der skal holde mig nærværende. Holde mig på jorden. 

Jeg har et alter, hvor jeg mediterer. På mit skrivebord, ved siden af min computer, hvor jeg skriver. På mit køkkenbord. I mit musikstudie. I min have. Ved min seng.

De er arrangeret med symboler fra mine børns rejser. En vase. En blomst fra min partner. Udvalgte fotografier. Stearinlys og røgelse. En varm kop te.

De minder mig om, hvad der er vigtigt. Hvad der ikke er.
De minder mig om at slå mig til ro i visdom
Vade dybere ind i accept
erkende, hvad der er brug for
fremtrylle ydmyghed til at bede om hjælp
fra venner, familie, fællesskabet
mine højere magter.

De minder mig om, at jeg ikke er alene
selvom jeg måske stadig er bange for mørket.
Jeg er en del af noget umåleligt
grænseløs
langt ud over 
hvad der hindrer mig.

Siden er sidst opdateret den 3. september 2023